DET KONGELIGE VEJLAG

Vejlaget for Kongensvej m.f.

Vejlaget for Kongensvej m.fl. veje.

 

Referat af ordinært vejlagsmøde afholdt onsdag den 30. marts 2011.

 

1. Valg af dirigent

Thomas Gudmandsen, Kongensvej 22, blev valgt som dirigent.

Dirigenten konstaterede at det ordinære vejlagsmøde var varslet og indkaldt korrekt ifølge vedtægterne.

Herefter gav han ordet til formanden for afgivelse af beretning.

 

2. Årsberetning

Henrik Toft indledte med at kommentere på Frederiksberg Kommunes kontraktforpligtelse i forhold til fejning af gader og fortove. Da sneen faldt i december måned, tog det næste 3 uger før kommunen fik sat snerydningen i system. Men herefter blev der fejet og ryddet nogenlunde tilfredsstillende.

 

Hvad den almindelige fejning af kørebane og fortove angår, blev der i det forgangne år aftalt et fejesystem med kommunen hvorefter vejbanesiderne skulle fejes efter et datoskema. Beboerne skulle så holde den aktuelle kørebaneside fri for biler på de relevante dage, så fejemaskinen kunne komme til. Dette system fungerede nogenlunde de første måneder, men derefter ophørte kommunen med at overholde aftalen. Bestyrelsen vil gøre endnu et forsøg i 2011, og forsøge at få kommunen til at overholde det aftalte. Der vil i den forbindelse på ny blive omdelt et feje-dato-skema.

 

Det blev indskærpet at såfremt der ikke er tilstrækkeligt plads mellem hæk og vej-træer, som angivet på vedlagte instruktion, - ja så kører fejemaskinen ud på vejen og der bliver således ikke fejet ud for den pågældende parcel.

 

For at vores kirsebærtræer ikke skulle være skyld i manglende fejning fra kommunens side, bad bestyrelsen sidste år gartneren om at beskære træerne så fejemaskinerne kunne passere. Herudover blev det aftalt at gartneren skulle udføre almindelig beskæring af træerne. Dette arbejde blev påbegyndt, men viste sig mere tidskrævende end antaget. På grund af manglende penge i vejlagskassen, blev arbejdet derfor indstillet da gartneren var 2/3 dele igennem beskæringen.

Bestyrelsen vil gerne have dette beskæringsarbejde færdiggjort i 2011.

 

Enkelte træer er blevet erstattet i det forgangne år og fliser er blevet rettet eller skiftet.

 

På vejstykket på Kronprinsensvej umiddelbart før vores vejlag starter, er vejbanen igen blevet meget ujævn og hullet. Der eksisterer ikke noget vejlag for lodsejerne på dette korte stykke af Kronprinsensvej, og derfor har formanden igen klaget til kommunen og begæret vejsyn. Bestyrelsen håber at skaderne på vejen udbedres så hurtig som muligt.

 

Herefter sluttede formanden sin beretning med en opfordring til medlemmerne om at starte ukrudtsbekæmpelsen omkring kirsebærtræerne og i rabatten mellem fortov og forhave tidligt i dette forår og i øvrigt sikre at hække og bede holdes pæne hele sommeren. Og formanden sluttede med ordene: ”Æstetik i hverdagen er bare sagen, - knæhøj bynke får panden til at rynke”.

 

Der var en række kommentarer og spørgsmål til formandens beretning:

 

- Ved Dronningensvej nr 9 er der ikke tilstrækkeligt plads mellem kirsebærtræ og lysmast, og fejemaskinen undlader derfor fejning af dette stykke fortov. Bestyrelsen lovede at se på sagen og snarest bede gartneren flytte træet så der skabes plads til fejning.

 

 

- Det blev bemærket at kommunen har omdelt en vej-vedligeholdelses-instruktion til alle borgere i Frederiksberg Kommune. Heri anføres det,  at det for vores veje er lodsejeren som har ansvaret for renholdelse og snerydning – helt ud til midten af kørebanen. Dette er korrekt, men vejlaget har så

 

 

indgået en aftale med kommunen om at de udfører dette arbejde. Det ændrer dog ikke på ansvarsfordelingen.

 

 

- Frosten har skubbet til fliser flere steder i kvarteret. Bestyrelsen vil spadsere en tur i kvarteret og notere hvor en opretning af fortovet er nødvendig. Opretning vil så ske hen over sommeren.

 

 

- Det blev endvidere anført at kommunen ikke fejer den del af vejlaget som er beliggende lige før Kongens Tværvej. Bestyrelsen vil indskærpe overfor kommunen at dette vejstykke er en del af vejlaget og at der skal fejes og sneryddes her også.

 

 

- Bestyrelsen blev spurgt om den har overvejet muligheden for selv at indgå aftale med en entreprenør omkring fejning og renholdelse af vores veje, og derved undgå besværet med kommunen.

 

Det har bestyrelsen overvejet. En sådan overtagelse vil dog indebære at vejlaget kommer til at stå for opkrævning af de relativt store bidrag fra de enkelte medlemmer af vejlaget og den tilhørende administration. Og det har vejlaget ikke kapacitet til at håndtere.

 

Beretningen blev herefter godkendt

 

3. Regnskabsaflæggelse

Kasserer Richard Christensen fremlagde det reviderede regnskab for det forgangne år. Kassen er stort set tom.

 

Der blev stillet et spørgsmål omkring gartnerens beskæringsarbejde i løbet af året, og hvor stor en del af de kr. 112.447,50 som var brugt på dette arbejde. Kassereren svarede at det drejede sig om ca. kr. 80.000,00. Bestyrelsen lovede at udspecificere denne del af regnskabet yderligere fremover.

 

På spørgsmålet om restancer, kunne kassereren oplyse at ud over et par ”gamle kendinge” betaler stort set alle deres kontingent. Cirka tyve procent dog først efter at have modtaget en rykker.

 

Der havde indsneget sig en enkelt lille trykfejl i det omdelte regnskab, og for en god ordens skyld er det rettede regnskab vedlagt. Herefter blev det reviderede regnskab godkendt.

 

4. og 5. Forslag til kontingent størrelse og budget for 2009

På grund af træbeskæringsarbejdet, der som ovenfor nævnt endnu ikke er afsluttet forslog bestyrelsen at kontingentet blev hævet fra kr. 400,- til kr. 500,-

Efter en længere debat, og fordi medlemmerne ikke ønsker at nedprioritere udskiftning af træer og opretning af fortove, blev det foreslået at kontingentet blev hævet til kr. 600,-

Kontingent blev således efter afstemning på generalforsamlingen – stort set enstemmigt - fastsat til kr. 600,-

 

Bestyrelsens forslag til budget blev herefter korrigeret med den øgede kontingent og efterfølgende godkendt.

 

6. Valg til bestyrelse.

Richard Christensen afgik efter tur, men genopstiller. Richard Christensen blev valgt uden modkandidat.

 

7. Valg af revisor.

Vagn Scharling blev genvalgt som revisor.

 

8. Eventuelt

Der var ingen spørgsmål eller kommentarer under eventuelt som ikke allerede var dækket i forbindelse med debatten efter formandens beretning.

 

Steen Kallestrup

Kongensvej 26

Copyright Vejlaget.for.Kongensvej.m.fl.veje